”Asylcenter Limbo”: ny rapport fra Refugees Welcome
Rapporten handler om den gruppe afviste asylansøgere, som ikke kan deporteres til hjemlandet af forskellige grunde. Den danske praksis fører til, at de afviste tilbringer op til 15 år i en daglig angst for fremtiden, som nedbryder dem. En situation, som gennem årene har påkaldt sig opmærksomhed i medierne og skarp kritik fra bl.a. Europarådet og FN.
Hent eller bestil rapporten her
De 8 case stories, som beskrives i rapporten, kommer fra 8 forskellige lande og har i gennemsnit tilbragt 9 år i danske asylcentre. De giver tilsammen et billede af, hvorfor denne fastlåste situation kan opstå.
Et særligt problem gør sig gældende for børnene i de pågældende familier. Størstedelen af børnene udviser psykiske forstyrrelser og udviklingsproblemer efter et par år i det danske asylsystem.
Selvom den nye regering vil åbne for boliger udenfor centrene, løser det ikke problemet med angst og usikkerhed for fremtiden for denne mindre gruppe. Derfor præsenterer forfatteren en række konkrete forslag til løsninger.
”Det er en situation, som skyldes en uheldig kombination af lovgivning og praksis, og problemet kan løses. Det er trods alt ikke mere end 4-500 personer, samlet sammen igennem 15 år. Vi kan ganske enkelt ikke acceptere, at mennesker bliver syge og nedbrudte, når de kommer hertil og søger beskyttelse,” siger Michala Clante Bendixen.
Maryam, som under flugten mistede kontakten til sine børn og mand i Somalia fortæller efter 9 år i asylcentret:
”Jeg har så megen angst og bekymrer mig over ting, som jeg ingen indflydelse har på. Når jeg tænker på mit liv i Danmark, græder jeg i ensomhed. Jeg har ingen fremtid, og jeg kan intet gøre for at forbedre min situation. Jeg er psykisk død. Hvor er menneskeligheden i verden?”
Martine Roure, rapportør for Europa Parlamentets LIBE-udvalg 2008 efter besøg i Sandholm:
”Det virker paradoksalt at presse folk til at vende hjem frivilligt til et land, som Danmark ikke kan sende dem tilbage til ifølge international lov”
Om forfatteren:
Michala Clante Bendixen har arbejdet frivilligt med flygtninge i mange år og har deltaget løbende i debatten om asylpolitik gennem kronikker, foredrag og som forfatter. Gennem det konkrete arbejde med asylansøgernes sager har hun stor erfaring med lovgivningen, praksis og de personlige aspekter. Hun er tilknyttet Refugees Welcome/Komiteen Flygtninge Under Jorden og Eva Smiths kampagne Asylbørnene Ud Nu.

Undtagelsens karakter
Asylcenter Limbo
Et spørgsmål om anstændighed
Europas skjulte eksistenser
Al-Jazeera om dansk asylpolitik
BBC i Sandholm
Afvist. Asylansøger i Danmark. Tiderne Skifter 2008