Hjemsendt til tortur

Dato: 15. august 2010

Hør eller genhør DR P1s rystende udsendelse om Ashkan, der som 18-årig i 1999 blev afvist i Danmark og sendt retur til Iran, hvor han blev udsat for voldsom tortur. Desværre ikke den eneste sag, hvor asylsystemet tog fejl – FUJ har kendskab til lignende sager.

Hør udsendelsen: Ashkan – drengen der forsvandt

Ashkans mor og søster var gået under jorden, og han blev sendt alene tilbage til Teheran. Han forsøgte selvmord i Kastrup lufthavn, men trods advarsel fra en læge blev han sat på flyet med bandager og blod på tøjet. I Iran blev han afleveret til myndighederne, som kort efter indsatte ham i fængsel og udsatte ham for en række af de gængse, rædselsfulde torturmetoder. Efter 3 år og en farlig flugt lykkedes det ham at komme tilbage til Danmark, hvor han fik asyl i 2003.

Sagen viser, at Danmark tager fejl – man ved selvfølgelig ikke, hvor ofte, men en del af de hjemsendte irakere lever nu under jorden i Irak. Og FUJ har kendskab til to personer, som netop nu afventer svar i deres asylcentre. Disse to blev ikke sat på flyet i Danmark, men indirekte udvist via andre lande trods stærke sager, som Danmark kunne have valgt at åbne. Den ene blev deporteret fra Sverige på trods af en nyligt udfærdiget rapport om den tortur, han havde været udsat for, og en kone med et lille barn som var under jorden i Danmark. Han er nu vendt tilbage til Danmark som en skygge af sig selv, husker ingenting om hvad der foregik før han vågnede op på et hospital et halvt år efter hjemsendelsen. Den anden kom også første gang som torturoffer men blev overtalt til at han skulle retur til et andet Schengen-land, hvortil han havde visum – herfra blev han så sendt direkte retur og udsat for ny tortur, som han med nød og næppe overlevede.

Tilbage