Vil en ny regering følge UNHCR?

Dato: 12. september 2011

Lige før valget blev udskrevet udkom bogen “De afviste” af brødrene Anton og Esben Geist på Informations forlag. Den handler om det lange og spegede forløb omkring de irakiske asylansøgere i Danmark fra 2003 frem til nu. Man må håbe, at en ny regering vil tage ved lære af den helt ubegribeligt lange række af løgne, magtmisbrug og lovovertrædelser, som bogen på imponerende vis dokumenterer. Og ikke mindst følge UNHCRs anbefalinger fremover, så lignende situationer kan undgås.

Det grundlæggende problem under hele forløbet er, at Danmark konsekvent ignorerede advarsler og henstillinger fra FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR om at alle irakere fra de hårdest ramte områder skulle have asyl. På et tidspunkt, hvor 80-100% af irakiske asylansøgere fik asyl i fx Tyskland, Sverige og Finland, blev kun 2% af dem anerkendt i Danmark. Og de afviste skulle med vold og magt hjem, koste hvad det ville.

Det hang nøje sammen med at Fogh og Rønn Hornbech ville give danskerne indtryk af, at vores krigsindsats i Irak gik fremad og ikke var en fejltagelse. Foghs billede af situationen i Irak var mildest talt ikke i overensstemmelse med de civile tabstal og beskrivelser fra de tilstedeværende, som bogen er fyldt med. Men fordrejningen af sandheden mødte heller ingen kritik fra de to største oppositionspartier fordi de var, og stadig er, fuldstændig kammet over af angst for at fremstå “slappe” i indvandrerpolitikken. Kun en lille håndfuld socialdemokrater turde at gå imod partilinien, og i SF var det kun baglandet, som mente at det ikke kunne være rimeligt at sende irakerne hjem til det farligste land i verden.

Bogen afdækker mange skandaløse forhold i sagen omhyggeligt. Bl.a. hvordan danskerne omkring 2007 var ved at gøre oprør mod den systematiske nedbrydning af børn og voksne, som foregik i asylcentrene. Emnet fik mere og mere opmærksomhed i medierne, efterhånden som problemerne blev løbende dokumenteret af psykiatere, journalister og aktivister. Det lykkedes Fogh og DF at afværge det oprør, som i virkeligheden handlede om de alt for mange afslag og de alt for lange opholdstider. Han fik dygtigt manipuleret de amatøragtige Ny Alliance ved at overtale DF til en minimal forbedring af de fysiske forhold i centrene og et tomt tilbud om boliger udenfor centrene – og så forstummede al kritik.

Gennem årene udtrykte UNHCR voldsom utilfredshed med at Danmark nægtede at give asyl til de forfulgte irakere. Regeringen blev gjort opmærksom på, at Danmarks krav om individuel og konkret forfølgelse er i strid med Flygtningekonventionen, som netop omtaler personer tilhørende en forfulgt gruppe. Rønn Hornbech og Flygtningenævnets formand affærdigede kritikken med at Danmarks love gælder i Danmark, og at UNHCR blot kommer med deres mening. Men det er simpelthen lodret løgn – i selve konventionen, som er bindende for Danmark, udpeges UNHCR som den instans, der løbende skal monitorere staternes overholdelse af den.

Man kan håbe, at en ny S-ledet regering vil komme sig over sin “slapheds”-paranoia og sørge for, at Danmark fremover vil tage henstillinger fra den højeste internationale ekspertise alvorligt. Spørgeundersøgelser under Brorsonkirkens besættelse viste, at de fleste danskere ville sende irakerne hjem – men samtidig svarede de fleste at man skulle følge FNs anbefalinger. Befolkningen er tilsyneladende ikke klar over, at afvisningerne er i strid med FN.

Nu er 80 af irakerne ganske vist blevet tvangshjemsendt efter mange års ophold, men nye får igen afslag hver måned. Og samme forhold gælder for bl.a. somalierne, som stadig sygner hen i de danske centre, selvom situationen i Mogadishu er blevet støt forværret siden borgerkrigen brød ud, og disse afslag ligeledes er i modstrid med FNs anbefalinger.

Tilbage