Vores høringssvar til lovforslag om ægtefællesammenføring

Dato: 04. februar 2012

Regeringen har fremsat forslag til en række lempelser for reglerne om familiesammenføring med ægtefæller. Vigtigst er afskaffelsen af den nye indvandringsprøve og det nye pointsystem for den tilrejsende, som vi er meget glade for at komme af med. Man vil desuden afskaffe gebyrerne for at ansøge, hvilket er postivt. Den nye danskprøve, som erstatter de to, har vi også i høringssvaret tilsluttet os – men efter at have læst tallene i Dansk Flygtningehjælps høringssvar er vi desværre blevet klogere. Det ser ud til at tidsfristerne er for korte, navnlig hvis der kræves en skriftlig prøve.

Visse krav vil blive lempet, men her mener vi at man burde have gået hele vejen og have afskaffet dem. Man nedsætter 28-års reglen til en 26-års regel, hvilket ikke gør den mindre diskriminerende. Man nedsætter bankgarantien fra 100.000 kr til 50.000 kr hvilket stadig er for mange penge at skaffe.

Endelig opretholder man en række krav og regler, som er helt unødvendige og ubegrundede. Det gælder tilknytningskravet, som man ganske vist påstår at lempe, men som i praksis bibeholdes i den form, som det har haft under det meste af VKOs tid – et urimeligt hårdt krav, som i praksis har skilt mange familier ad. Og så holder man fast i 24-års reglen, hvis effekt stadig aldrig er blevet undersøgt, og som i sit udgangspunkt er stærkt diskriminerende. Det samme gælder fastholdelsen af diverse andre krav til den herboende, bl.a. at man skal have haft permanent opholdstilladelse i 3 år og ikke må have modtaget offentlige ydelser de seneste 3 år.

Læs vores høringssvar i sin fulde længde her. Indeholder to eksempler på, hvordan tilknytningskravet vil blive fortolket fremover.

 

Tilbage