Hvad mener vi?

Hvad er der galt med asylpolitikken i Danmark?

RW/FUJ mener, at Danmark ikke overholder de internationale konventioner for behandling af flygtninge. Danmark følger hverken tolkningen af asylretten eller de løbende henstillinger og anbefalinger fra UNHCR (FNs Flygtningehøjkommissariat).

Asylansøgerens retsstilling er meget svag, bl.a. er Flygtningenævnet ikke omfattet af domstolsgarantier, og det er det eneste juridiske område i Danmark, hvor sager ikke kan ankes, og der kan som udgangspunkt ikke føres vidner. Vi har også erfaring for, at behandlingen af sager om asyl- og opholdstilladelse kan være præget af tilfældigheder, dårlige tolke og fejlagtige oplysninger. Det fører til fejl, der i værste fald betyder, at mennesker sendes ud af Danmark til forfølgelse.

Flygtninge og indvandrere i Danmark mistænkeliggøres og udsættes for diskrimination og racistiske holdninger. Den politiske højrefløj har gjort udlændingepolitikken til et slagnummer – og dens holdninger er blæst langt ind over midten i dansk politik.

Vi anbefaler bl.a.:

  1. Følg UNHCRs definitioner og retningslinier for hvem, der bør have asyl og beskyttelse.
  2. Indfør en hurtigere og mere ensartet sags­behandlingsgang med faste tidsgrænser for de tre faser.
  3. Ret til uafhængig, individuel rådgivning og informa­tion inden for de første 3 dage efter ankomst.
  4. Hvis en afvist ikke har kunnet sendes hjem 6 mdr. efter afslag skal vedkommende have midlertidig opholdstilladelse, fx 12 mdr i første omgang, og derefter med henblik på varigt ophold.
  5. Nedlæg de store asylcentre, opret mindre bo­fællesskaber lokalt og kontaktcentre i større byer, tillad privat frivillig indkvartering,
  6. Flygtningenævnet: sammensætningen skal være uafhængig af første instans, indfør uafhængig klageinstans og adgang til Ombudsmanden.
  7. Indfør en obligatorisk uddannelse og eksamen for alle tolke, der anvendes.
  8. Udvid familiebegrebet til søskende og forældre til voksne, evt. med krav om forsørgelsespligt.
  9. Giv alle asylansøgere i normalprocedure fri adgang til sprogtræning, uddannelse og beskæftigelse, og til traumebehandling ved behov.
  10. Lad alle asylansøgerbørn gå i den lokale dagpleje, børnehave og skole.
  11. Asylsøgende børn skal sikres særligt, både ledsagede og uledsagede. Det skal vurderes om de har et selvstændigt asylmotiv, de skal have reel adgang til humanitært ophold, og der skal tages hensyn til at tilknytning og tidsaspekt er særligt vigtige i et barns liv.
  12. Afskaf Motivationsfremmende Foranstaltninger og al fængsling i forbindelse med asylsager.
  13. Forskel på flygtninge og indvandrere: Gør adgangen til statsborgerskab hurtigere og nemmere for flygtninge, giv flygtninge samme reelle adgang til ydelser som danske borgere (kontanthjælp, børnecheck, folkepension).
  14. Afskaf al diskriminerende lovgivning: starthjælp, tilknytningskrav, 24-års regel, indrejseforbud, udvisningsdomme, vurdering af integrationspotentiale hos børn…

Tilbage